Normalt blogger jeg aldrig om mig selv - og slet ikke om mine barndomsoplevelser, men denne historie er for god og kan måske give en idé til nogle forældre, hvor børnene er udsat for mobning.
Det centrale i denne historie er, hvordan min far reagerede på mobningen - en reaktion som betød, at mobningen holdt op, men faktisk har jeg først for nyligt fået historien at vide.
Som barn blev jeg helt fast mobbet af den samme dreng i bussen til og fra skole. Der var fortrinsvist tale om verbal mobning - men ikke kun. Min mor kom fra det danske mindretal i Sydslesvig, og en af de ting jeg derfor blev kaldt, var "naziunge".
Jeg ville naturligvis ikke have, at mine forældre reagerede, fordi jeg så var bange for, at mobningen ville blive værre, og jeg var virkelig bange for drengen. Det er så også årsagen til, at jeg ikke vidste, at min far reagerede.
Min far tog hjem til familien og talte med både drengen og hans forældre. Min far fortalte, at det var tydeligt at den pågældende dreng var meget forelsket i mig, men at han åbenbart ikke rigtig kunne finde ud af at komme i kontakt med mig på en hensigtsmæssig møde. Hvis han gerne ville lære mig at kende, var han meget velkommen til at komme på besøg hjemme hos os.
Resultatet var, at drengen fangede pointen. Hvis han mobbede mig, troede alle, at han var forelsket i mig, og findes der noget værre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar