mandag den 9. juli 2012

Lydbogen - Værklæsning i dansk

Lydbøger er oplagte at bruge som værker i danskundervisningen.

Det er interessant at koble netop denne form sammen med traditionerne for mundtlig overlevering i form af folkeeventyr og folkeviser, hvor dette er under stadig udvikling og forandring.
Efterfølgende kan man arbejde med, hvordan materialet skrives ned og bliver statisk. Nu har vi denne interessante kobling, hvor materialet er statisk, men vi er afhængige af, hvor godt vi husker det, vi hører. Hvad husker vi selv? Hvad husker andre?

Vi har vænnet os til det skrevne ord, og mange elever synes det er svært at huske noget, de har lyttet til. Derfor er det efterfølgende arbejde med værket vigtig.

Stiladsering

Lad eleverne oprette sider (fx i en wiki) med en personoversigt.
Lad dem efterfølgende oprette en side pr person, hvor elever kan skrive det ned, de husker.
Lad eleverne skrive til i hinandens sider - så de i fællesskab får bygget en personkarakteristik op.

Lad eleverne oprette sider med temaer og lad eleverne linke siderne sammen.

Stille og roligt får eleverne noteret så meget ned, at det bliver let for alle at skrive en større afleveringopgave om værket.

Økonomi:

Vær opmærksom på at dr.dk af og til har en måned med gratis download af lydbøger. Kvaliteten svinger meget, men en del er meget oplagte - og i øvrigt er det fint at nyde lidt af forberedelsen på køreturen til og fra arbejdet.