lørdag den 15. juni 2013

Eksamen

I år skal jeg ikke selv ud som censor og har derfor overskud til at dele en enkelt erfaring.

At være censor:

Der er meget stor forskel på, hvordan man som censor agerer overfor eleverne. Nogle sidder ved bordet, smiler og hilser på eleverne - andre rejser sig og går selv hen til eleven for at give hånd.
Jeg hører selv til den sidste type, og det har en årsag.

For en del år siden, da jeg endnu var relativt ny i faget, skulle jeg føre en højniveau-klasse til tyskeksamen. Jeg havde et rigtig godt forhold til eleverne, men der sad enkelte elever i klassen, som led af eksamensangst.
Til eksamen fik jeg en censor fra Ikast, som jeg lærte rigtig meget af. Hver gang vi fik en elev ind i lokalet, gik han med hen for at tage imod eleven, gav hånd, smilede. Når eleven havde trukket sit spørgsmål, talte han med eleven og sikrede sig, at denne havde forstået spørgsmålet.
Betydningen af denne adfærd så jeg, da vi fik en grædende elev ind i lokalet. Hun trak sit spørgsmål - og censor gjorde, som jeg netop har beskrevet. Da hun kom tilbage fra forberedelsen og skulle i gang med selve eksaminationen, var det en smilende, glad og rolig elev, vi tog imod. Hun forklarede, at hun aldrig tidligere havde mødt en censor, der var så imødekommende, og at det havde gjort hende så lettet, at hun havde kunnet koncentrere sig inde i forberedelseslokalet.

Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi opfører os som censorer, når vi tager imod eleverne. Vi skal ikke kun give en karakter, men også gøre vores yderste for at skabe så tryg en situation som muligt. - Og jeg - ja jeg efterligner en censor fra Ikast.